søg
 
 
Nyhedsarkiv

-> Nyt ansigt
AG Gruppen er fortsat i udvikling og har længe haft et ønske om at efterleve vores kunders behov for yderligere service. Vi er derfor glade for at kunne præsentere vores nye medarbejder, Louise Langschwager Jensen.

Louise er uddannet landskabsarkitekt fra Landbohøjskolen og kommer fra en stilling i Esbjerg Kommune. Her har hun arbejdet med design og projektstyring af de kommunale arealer. Udvikling af parker og legepladser samt design af opholdsarealer er derfor hendes hjemmebane.

I tråd med AG Gruppens arbejdsform er hun vant til at tage afsæt i de enkelte områders potentialer og indleve sig i brugernes behov. Vi glæder os derfor til at sende hende ud til jer og er sikre på, at det giver endnu flere gode uderum og legepladser i det ganske land.

Louise er ansat fra 1. maj og vil i samarbejde med AG Gruppens nuværende landskabsarkitekt Lene Lunghøj få ansvaret for betjening af vores kunder i hele landet.

Louise Langschwager Jensen
-> ”Dagsskitse hos kunden”

”Dagsskitse hos kunden” er et nyt koncept i AG Gruppen. Et forløb kan typisk være, at du bestiller os til at kigge forbi; vi foretager en registrering/opmåling af jeres arealer, taler med jer om muligheder og visioner, skitserer en håndtegnet ideplan på stedet, og ofte afsluttes med beregning af et budgetoverslag på udførelse af projektet.

”Dagskitse hos kunden” er et tilbud til jer, der ønsker en hurtig og målrettet proces uden overflødige møder og projektbearbejdning. Ideskitsen sætter tankerne og ideerne på plads, og parterne får et fælles overblik til brug i forbindelse med formidling til donorer, bestyrelser, kolleger mv.

Prisen for en ”Dagskitse hos kunden” kan variere, men koster typisk fra 5.000,00 ekskl. moms.

 
-> Tilskudsbasen

En ny hjemmeside www.tilskudsbasen.dk har set dagens lys. Hjemmesiden kan være en god hjælp til jer, der skal søge fonde og midler til spændende projekter.
  
-> Unik belægning

Skal der et forårspust til legepladsen, forhandler vi sansesten til belægninger. De flotte keramiske sten kan designes lige efter jeres ønske, og AG Gruppen hjælper gerne med valg af tema og nedlægning i jeres arealer.

Se evt. mere på keramikerens hjemmeside www.byhellenoerby.com.

”Lille vandpyt ” til at indbygge i belægningen.
 
-> Børnehave i Esbjerg

AG Gruppen har hen over vinteren gennemført 1. etape af renoveringen af en institutionslegeplads i Esbjerg. Legepladsen indeholder bl.a. sandmiljø med broer og borde, kasser, plinter og diske og omkring det hele en mooncarbane. Vi er alle meget glade for resultatet og har igangsat processen i forbindelse med gennemførelse af 2. etape, hvor vi håber at udvikle og udføre et mini-klima-legeland med vandrensning, solenergi, vindrose mv.
-> Institution i Århus

På en anden institutionslegeplads i Lystrup ved Århus har AG Gruppen omlagt og nydesignet gamle jordhøje fra byggeriets opførelse til nye terrænformer med motorikmuligheder og med ny beplantning og siddesteder. Der bliver også anlagt en solplads udført i teglsten og stolpeespalier med slyngplanter.


-> Skole i Ålborg

For en skole i Ålborg tegner vi i øjeblikket på renovering af 2 skolegårde, hvoraf den ene er til udførelse i efteråret 2010. Skolen har skoven som nabo, hvilket spiller ind på indretning af skolegårdene, der begge får nye opholds-, lærings- og legefaciliteter.


-> Nybygget børnehave i Vonsild ved Kolding

Den nybyggede designbørnehave ”Sanseslottet” i Vonsild ved Kolding står nu næsten færdig. Det er en institution, hvor form, farve, æstetik og materialekontakt har fokus i pædagogikken. AG Gruppen indretter legepladsen, så snart byggeriet er afleveret til bygherren. En del forskellige kunstnere er tilknyttet projektet, bl.a. designer Anne Mette Rasmussen, D-sign, der arbejder med nogle spændende udendørs ”sansemøbler”. Vi arbejder bl.a. med en ”Himmelbakke” og en ”Fuglehave”. Det er firmaet Phill & søn, der har været totalentreprenør på byggeriet. Arkitektfirmaet Cebra har tegnet bygningen og de grundlæggende streger på udearealerne.


-> Grauballe Børnegård

For Grauballe Børnegård ved Silkeborg har vi tegnet ideplan til en gammel bondegård med landbohave; forhave med vinkenicher, planteespalier, sandrum og en lang mooncarsti hele legepladsen rundt (3 runder = 1 km) markeret med meterstolper og rollelegsnicher undervejs. I baghaven er gravebakke og vandpumpe, køkkenhave og udeværksted. Frugthaven er udformet som en slange og går fra baghaven gennem sansehave med duft- og nytteplanter og taktile stier og følestolper. Derudover er der blevet plads til lejrplads, skov, nærhaver, motorik-øer og meget mere.


-> Andre projekter

I Ribe på Vittenbergskolen har vi planerne færdige for en totalomlægning af skolens udearealer. Her er boldmure, grundstofmure, geometrisk gårdhave, verdens- og danmarkskort og meget, meget mere.

I Søborg skal vi til at udføre 3. etape af et lege- og opholdsareal med bl.a. girafgynge og snurrehjul for boligforeningen DAB. Tidligere har AG Gruppen anlagt en familieopholdsplads for boligforeningen. Pladsen er indrettet som et cirkulært rum med gulv af sand og nicher til forskellige opholdsfunktioner.

En specialbørnehave på Fyn skal have omlagt deres udearealer. I samarbejde med landskabsarkitekt Alice Nørhr er en ny plan udviklet. Her skal vi anlægge sansepavilloner, sand- og vandleg, brandbil og tårn og en lang sti/bro med taktile oplevelser gennem græseng med blomster og forårsløg.
-> Catwalk, klogeklodser og planethop…

Her er planlagt et spor om skolen med klogeklodser, der indeholder forskellige motiver og materialer, bl.a. 1 m3 klods med runer, dyrespor, tal, bogstaver, digte, lyde…
I Planetgården kan man hoppe mellem universets planeter, over den geologiske tidslinje kan man svæve tilbage til jordens tid, i Solgården er speakers corner, catwalk og solamfi. Der findes performancevæg og amfitrin med udendørs laboratorier på bagsiden… og meget mere. Fasen med fondssøgning er nu i gang, så vi forhåbentlig kan realisere det.

 

-> Energihave med vindmøller, soltrackere, brintanlæg og biobrændsel…

En energihave har vi tegnet her og udført i samarbejde med kommunen. Her er tekniske anlæg som brintproduktion, soltrackere, vindmøller, en energispiral i pil, og energigræs til biobrændsel er også planlagt. Tilknyttet haven er et interaktivt demonstrationshus, hvor man kan lege med og lære om energiformer. Landsbyens huse forsynes via brintenergi.



-> Kronprinsesse Mary indviede gummibuler og boldbane med kunstgræs…

På Ehlershjemmet, behandlingshjem ved Haderslev, fik vi 2. etape afsluttet og indviet af kronprinsessen og fondsdonorer. En festlig dag, hvor hele området blev taget i brug med bl.a. bandebane med kunstgræs, gummibuler til cykel og rulleleg, store hygge-siddetrin, magnoliehave, voliere med fugle, mange dyreskulpturer i træ og en blæksprutte i beton til at klatre rundt i.

Læs og se mere her


-> Sandcoaster, sydhavsø og palleplads…

I Slagelse er 4. etape af en skoleomlægning i gang. Her kommer mooncarbane, som bl.a. er en lang træbro - sandcoaster med mast og flag, sydhavsø med hængekøje og palleplads med store trædæk, hvor udendørs billedkunst og N/T kan foregå.


-> Ovalen og stregkoden…


Oppe fra de høje skolebygninger i Kjellerup kan man se gården ændre sig i disse dage. En gold grus-/ukrudtsplads bliver til boldbane med bander, hækrum og opholdsnicher, en oval sti med hække og fuglekirsebær – og cykelparkering.


En legeplads bliver til…

- historien om Ehlershjemmets nye legeplads.

I forsommeren skabte AG Gruppen sammen med et team af specialkonsulenter – og skulptører samt Bo- og behandlingshjemmets egne folk, en unik legeplads syd for Haderslev.

Et lege- og udviklingmiljø med bl.a. blæksprutte, vildsvin, myrer, sommerfugle og krabber.

Inden da havde vi tegnet et skitseprojekt og derefter tilrettet til endelige tegninger og tilbud.

Følg lidt af processen i denne billedserie…

Træbro og vandløb under udførelse Gyngekrog med sortmalet robinietræs gynge og kirsebærtræ og bærbuske omkring
Bænkebiderbænk
Under blækspruttens bug


Ud i musikken

I Kolding gav Velfærdsministeriet midler til at udføre en udendørs musiklegeplads til Kolding musikbørnehave.

Legepladsen er smal og lang , men fik alligevel plads til et nodeklatrestativ, musiknicher med udendørsinstrumenter, en musikmanege og ”taktstænger” der med tiden bliver tilvokset med slyngplanter der kan skjule tagudluftninger m.m.

Nodelinier til ophæng af løse noder, grydeskeer, viskestykker....
Xylofon-bænk til udendørs spil og til at sidde på.


Månen er en stor ost!

I Ålborg blev et Legeskulpturprojekt færdiggjort med Måneskallen- udført af jens Munk.

AG Gruppen opsatte sidste år øvrige skulpturer i projektet ”Rejsen mellem planeterne”, bl.a. Uranuskolbøtten og Plutoringen på udkiksstedet, hvor man kan sidde indeni, scate frem og tilbage eller gå igennem og forvandles...


vend livet på hovedet - ta en kolbøtte på vejen.

Pluto ringen og neptuns forke markerer sig på toppen af Aalborg ved "Den gamle golfbane" sammen med Uranuskolbøtten.


Dufte, lyde og oplevelser – til alle

Institutionen Solbo, der er bosted for stærkt handicappede børn, har sammen med AG Gruppen beriget udeområdet med flere muligheder til deres brugere.

Udendørs ”sansesenge” – den ene som et hævet høvlet trædæk, hvor der er gjort plads til at liften kan nedsænke brugeren på, og kanten er udsmykket med føleriller og variationer, taget er en smukt trækrone. En anden ”sanseseng” i bløde trædebregner som ”madras” og frodige store bregner omkring.

Op ad den lune mur er skabt et lavt siddedæk med indlagte keramiske følesten. Slyngplanter og duftstauder er her også.




 
 
 
 
 



Udearealer der appellerer til voksne autister

I samarbejde med forældregruppen og ledelsen vi har vi udarbejdet et forslag til omlægning af udearealerne.

De specielle motoriske hensyn, overskueligheden, behov for igangsættende påvirkninger er nogle af de faktorer, der har haft indflydelse på den nye udformning.

Her en plan over Havedelen.